.
Gratis glæder ?
Krisen kradser i Europa! For arkitektfaget er situationen ikke ny, men kræver omfattende strukturelle ændringer for både store og små tegnestuer. For mig handler det om at vi må turde fokusere på at beherske og forvalte helheden. Det har altid været arkitektens fornemste opgave og det er det fortsat i en tid hvor økonomiske og miljømæssige udfordringer kalder på nye kreative og bæredygtige løsninger. Ikke forstået som blot energimæssige løsninger, men som en langt bredere ramme af kvalitative bud på blivende kvaliteter i udformningen af byer og bygninger. En underskov af unge danske tegnestuer er med forrest i den udvikling og det er her jeg henter mest inspiration i øjeblikket.
Fra 2012 begynder jeg en fast stilling som studielektor på Arkitektskolen. Som en del af en ny stillingsstruktur på “Akademiet” vil jeg dele min tid mellem skole og praksis. Jeg vil fortsat være i stand til at møde både større og mindre projekter i et samarbejde med de spidskompetencer som det enkelte projekt kalder på!!! Samtidig er skolen en enestående mulighed for at arbejde i kontakt med den seneste forskning og i 2012, som i 2011, får jeg mulighed for at arbejde sammen med nogle af de mest interessante arkitekter i verden. De gæster skolen for bl.a at lave workshop sammen med vores kandidatstuderende på afdeling 10. I 2011 var det Ecosistema Urbano og i 2012 bliver det Bijoy Jain/Studio Mumbai og Jean-Philippe Vassal/Lacaton & Vassal.
På tegnestuen arbejder jeg i øjeblikket med helt små projekter: Julekortet er i år en lille film af et nyt enfamiliehus i Nordsjælland. Et bud på et dansk træhus der refererer til en nordisk tradition. “Filmen” undersøger muligheden for med simple midler at formidle rumlige kvaliteter og oplevelser til husets brugere. Den er lavet med software som gratis kan downloades og bruges af folk i og uden for faget.
Tak for samarbejdet i 2011 til alle kollegaer, samarbejdspartnere og bygherrer.
Igen i år vil vi give et mindre bidrag til www.msf.dk
Godt Nytår. Kh Frans